Muslimskmand

 TIL NUVÆRENDE OG INDSHA-Allah KOMMENDE FORÆLDRE:
JERES BØRN SKAL VÆRE HELT KLAR TIL ÆGTESKAB, ELLERS KAN DET SKADE DEM! DET HAR JEG SELV ERFARET PÅ 'EN HÅRDE MÅE' I LIVET. 

(Alternativ kortere overskrift:
TIL ALLE FORÆLDRE: Jeres børn skal være klar til ægteskab, ellers kan det være skadeligt!)

Man skal ikke starte ægteskabs-tanker hos unge, førend de selv kommer på det eller er helt afklarede med det i livet!

Det har nemlig ødelagt mit liv, at min mor tilfældigvis mødte en pige og forbandt os med hinanden, med hensyn til indgåelse af ægteskab (som vi begge ønskede og med familiernes accept). Men det blev ikke til noget. Sidenhen er ægteskabstanker startet hos mig (kan jeg idag se meget tydeligt), hvor jeg har indledt en jagt på 'den eneste ene', som aldrig har båret frugt af den ene eller anden årsag (læs min historie kort fortalt nederst).
 

 NB.:  Giver ikke på nogen måde min mor skylden, men er bare blevet personligt meget klogere på hele risikofaktoren, som kan være et ødelagt liv, når man er ung og har alle tanker andetsteds med uddannelse og arbejde, end lige præcis på ægteskab. Og det vil jeg dele med andre og advare imod, omend vi alle er forskellige og unge også er det i forhold til at blive klar til ægteskab, som er anbefalet tidligt som muligt fordi det beskytter imod meget ondt og er halvdelen af troen. Man må tage alting med et 'grant salt' – som man siger på godt dansk - og selv opveje og vurdere, hvad der er det bedste i den eksakte situation. Også for sine børn.

 Her er min relevante livshistorie ultrakort fortalt: 

Min angst er opstået af ægteskabssnak (i moderne tale; '#censureret#', så alle er med :

Min mor mødte en pige på sit arbejde, som mindede om mig. Hun forbandt os, vi snakkede sammen og mødtes. Men så ville pigen ikke. Jeg ventede da et halvt år og hun ville stadigvæk ikke, heller ikke bare som 'venner' (indtil vi kunne tage det mere seriøst – ville nemlig ikke have, at hun skulle føle ægteskabspresset). Jeg blev da meget skuffet, fordi jeg var meget naiv. Og fra da af, var mine tanker om at finde 'den eneste ene' oprundet. Jeg har så forsøgt intens via internettet. Det er blevet til en håndfuld dates dvs. potentielle ægteskabssager, men aldrig blevet til noget af den ene eller anden grund. Sådan har jeg 'lidt' et personligt knæk hver gang og har langsomt fået opfattelsen af, at folk ikke kan lide mig, at jeg ikke er 'god nok' (selvom det dybest et ikke er sandt). Det har så generaliseret sig til angst over for alle; og dermed socialangst.

(Som sagt deler jeg ene og alene alt dette, for at andre kan tage ved lære af den meget hårde lektion i livet, som jeg har mødt, og som jeg ikke - på nogen måde ønsker – at andre skal gennemleve. Føler det nemlig som en pligt, som medmenneske, at man 'kærer' om andre, som man gerne vil have, at andre skal 'kære' om os.

Ovenstående kan jeg i dag se meget klart tilbage på efter lang tids tankerefleksion over lang tid, som har foregået, alt imens mit liv har været optaget af forskellige projekter som uddannelse og arbejde m.v..

Til orientering er min socialangst i dag i bedring på sin vis, alhamdulillah.

Og så kan man diskutere, om min angst i virkeligheden bør hedde 'ægteskabs-angst' eller 'pige-angst', da det kan synes at være den virkelige årsag til angsten.)

Salam / Fred være med dig,
Shais Anees
8.september 2013